Med FarmOnline kan Niels-Bertel Klausen straks få et overblik over staldene og se de samme informationer som på de enkelte klimacomputere. Foto: Pressebureauet Århus.
Fra en enkelt pc kan Niels-Bertel Klausen styre alle klimadata i 18 stalde Når Niels-Bertel Klausen kommer ind på staldkontoret på ”Damsgaard”, klikker han lige på pc’en: Frem toner et oversigtsbillede af alle gårdens 18 stalde. Det er indgangsbilledet til managementprogrammet FarmOnline. - Jeg får et hurtigt overblik over staldene. Jeg kan se de samme informationer som på de enkelteklimacomputere ved hver stald, siger Niels-Bertel Klausen. Han kan for eksempel se, om en stald er sat i blød som planlagt. Og er der en alarm, fremgår det, hvilken stald alarmen kommer fra.
Hurtigere med central styring - Jeg kan stille på alle tilgængelig data på klimacomputerne. For eksempel kan jeg gå ind og ændre temperaturstrategi – og endda på flere stalde samtidig. Det er hurtigere at gøre det centralt i stedet for at skulle stille på hver enkelt styring ude ved staldene. Desuden kan jeg kvittere for en alarm, men jeg kan ikke nulstille den, og det er en indbygget sikkerhed for, at jeg skal gå ud og se efter, hvorfor der er alarm, siger Niels-Bertel Klausen, der nu har benyttet FarmOnline fra SKOV i et års tid som testvært. FarmOnline er baseret på en meget hurtig teknologi, hvor der er live-forbindelse ud til alle staldcomputere på bedriften. Derfor er det også muligt hurtigt at gribe ind, når der kommer en alarm. En hurtig indgriben kan sikre dyrenes velfærd, og økonomiske tab kan reducers eller helt undgås.
FarmOnline fra hjem og ferie - Jeg har også mulighed for at gå på FarmOnline på en pc hjemme, og det er en stor fordel, hvis der kommer en alarm, for så er der mulighed for at straks at lokalisere den og se, hvorfor der alarmeres. Tager jeg på ferie kan jeg også gå ind på FarmOnline. Det kræver blot en internetforbindelse, fortæller Niels-Bertel Klausen. Han demonstrerer på pc’en, hvordan han på oversigtsbilledet kan få informationer om hver enkelt stald. Billedet af bedriften kan være fra Google Maps, eller det kan være eget luftfoto, der lægges ind. - På næste billede får jeg oversigten over alle staldene, hvor jeg straks kan se, om temperaturen er for høj i en stalden. Jeg kan også se historikken for temperaturen, og her kan jeg vælge for eksempel en uge eller en måned tilbage. Men som sagt kan jeg se alle de same informationer, som ude på de enkelte klimacomputere. Her har jeg dem blot samlet. Og på ejendomme med mange stalde er det et godt hjælpemiddel, understreger Niels-Bertel Klausen.
Artikel fra SKOV Nyt, november 2009
|